Palsgaard som arbejdsplads

Opskriften på det gode arbejdsliv

Hos Palsgaard har vi et stærkt sammenhold. Derfor vil du opleve, at mange af vores medarbejdere har været her i mange år. Opskriften, spørger du? Opskriften er for lang til at skrive her, men vi deler gerne nogle af ingredienserne:

  • Du er ikke blot en medarbejder, der leverer et stykke arbejde. Hos Palsgaard ser vi dig som et helt menneske med fritid, karriere og drømme.
  • Og der skal være tid til det hele – så alle medarbejdere har en ekstra 7. friuge, som kan afholdes eller udbetales efter eget valg.
  • Vi har et velfungerende socialt miljø med en familiær atmosfære og uformel omgangsform som fx kan opleves i vores kantine, hvor du også finder den attraktive kantineordning eller i vores personaleforening, hvor vi bl.a. mødes omkring motion, fiskeri, jagt, ølbrygning mv.
  • Vi vil gerne være de bedste, så udvikling af den enkelte medarbejder er helt naturligt hos os.
  • Overskudsdeling gennem en ekstra pensionsordning, som har eksisteret siden 1941. En pensionsordning som vi godt tør sige, er svær at matche på arbejdsmarkedet.
  • Og vores omgivelser – ja de er bare i en klasse for sig. De skal ses og opleves!

Kan du lide opskriften – så tøv ikke med at sende en uopfordret ansøgning, søge en opslået stilling eller opret en jobagent hos os.

Vi leverer gode oplevelser i hele verden

Cremet flødeis, fedtfattig yoghurt, luftige kager med den rette krummestruktur eller grøntsager pakket i en dugfri emballage. Smag, duft, tekstur og udseende er altafgørende for vores oplevelse af mad og andre hverdagsprodukter. Vi hjælper virksomheder verden over med at levere gode oplevelser til deres kunder.

I produktion af fødevarer er emulgatorer og stabilisatorer vigtige for den endelige oplevelse af maden. Det kræver viden at anvende disse stoffer for at skabe produkter med enestående egenskaber. Vi udvikler og leverer viden og ingredienser nødvendige i produktionen af fødevarer og mere bæredygtig emballage, så vores kunder kan lave lige præcis de produkter, som brugerne vil have

CSR er en del af vores DNA

Siden Einar Viggo Schou grundlagde Palsgaard for mere end 100 år siden har bæredygtighed og ansvarlighed været en del af virksomhedens kultur. For ham betød det, at man passede godt på medarbejderne og deres familier samt lokalsamfundet omkring Palsgaard. Dette gør vi naturligvis stadig men nu på en mere global skala. Eksempelvis er alle vores 6 fabrikker i verden CO2-neutrale, ligesom vi kun benytter bæredygtig RSPO certificeret palmeolie i produktionen og arbejder strategisk med at bidrage til opnåelsen af FN’s 17 Verdensmål.