Første spadestik til nyt biogasanlæg, der skal sikre Palsgaards fortsatte CO2-neutralitet

Pressemeddelelse:

Efter tre års udvikling blev første spadestik endelig taget tirsdag til byggeriet af Palsgaards nye biogasanlæg, Palsgaard Bio Energy A/S, der skal ligge hos Juelsminde Renseanlæg. Derved kan virksomheden allerede fra starten af næste år begynde at rense sit spildevand på en grønnere måde, der samtidig tillader produktionen af biogas til brug i Palsgaards varmeanlæg.

Fra venstre: Ole Pedersen, Direktør Hedensted Spildevand, Borgmester Kasper Glyngø (A) og Anders Brix, Admin. Dir. Schou-Fondet

På dagen deltog blandt andre administrerende direktør for Schou-Fondet, der ejer Palsgaard, Anders Brix.

 “Det nye anlæg kommer til at være til stor gavn for Palsgaard, miljøet og befolkningen i lokalområdet,” siger Anders Brix. ”Når det i dag lugter nede ved rensningsanlægget, er det jo ellers brugbar gas der forsvinder op i atmosfæren. I fremtiden vil den gas i stedet gøre gavn i vores varmeanlæg.”

 Også Produktionsdirektør for Palsgaard, Kim Bøjstrup, var til stede, og han glæder sig over, at biogasanlægget endelig er klar til at blive realiseret:

 ”Jeg er rigtig glad for, at vi i nært og godt samarbejde med Hedensted Spildevand, har kunne realisere planen om etablering og drift af et biogasanlæg, der er til fordel for miljø, nærsamfund og Palsgaards fortsatte vækst. Jeg er sikker på, at samarbejdet vil inspirere andre til tilsvarende løsninger.”

Grøn tankegang i hele virksomheden

Biogasanlægget er med til at sikre, at Palsgaards produktion i Juelsminde forbliver CO2-neutral i takt med, at produktionen af emulgatorer og stabilisatorer udvides kraftigt frem mod 2030. Ved at producere biogas i rensningen af spildevandet kan en årlig udledning af ca. 1.200 tons CO2 undgås. Samtidig sørger anlægget for en 50 procent bedre rensning af spildevandet end tidligere. Dette betyder at Hedensted Spildevand undgår at skulle investere i et nyt spildevandsanlæg, som ville medføre øgede månedlige omkostninger for borgerne i Juelsminde og omegn idet der frigives 30 procent ekstra kapacitet, svarende til 1570 husstande.

”Palsgaard har i mange år tænkt grønt og inkluderet bæredygtighed i alle projekter. Siden vi blev CO2-neutrale i 2018 har det været vores ønske at opretholde neutraliteten, selvom vores produktion udvides kraftigt”, fortsætter Anders Brix. ”Biogasanlægget er blot et af flere tiltag som skal sikre denne neutralitet fremadrettet.”

Idéen til biogasanlægget slog rod for tre år siden, da der hos Palsgaard var snak om, hvorvidt man kunne behandle spildevandet fra produktionen mere optimalt. Det viste sig, at Hedensted Spildevand allerede var i dialog med Teknologisk Institut om netop det, og kort derefter opstod et samarbejde mellem de tre parter om et fyrtårnsprojekt, der kunne udvikle en måde at rense spildevand på en grønnere måde.

Udgangspunktet var at se spildevand som noget andet end blot affald. I stedet så de på det som et brugbart materiale, der kunne indgå i et cirkulært system. Det er i den grad lykkedes, og når anlægget starter op, vil det kunne behandle 350 m3 spildevand i døgnet og generere 70 m3 biogas. Det betyder også, at Palsgaard snart kan skære ned på sit eksterne indkøb af biogas og i stedet supplere med sin egen, cirkulært producerede biogas.

Et resultat af et tæt samarbejde

Hos Hedensted Spildevand er direktør Ole Pedersen godt tilfreds med, at anlægget snart kan tages i brug. 

”Ved at etablere et biogasanlæg sammen med Palsgaard frigiver vi ekstra ressourcer, som både kommer lokalsamfundet og miljøet til gode. Juelsminde Renseanlæg er kun et ud af flere anlæg i kommunen, så for os har dette samarbejde givet inspiration til at udvikle energi- og CO2-reducerende projekter med andre virksomheder i kommunen til gavn for miljøet.”   

Lokale fordele

Borgmester i Hedensted Kommune, Kasper Glyngø (A) ser også fordele i at det offentlige samarbejder med private virksomheder:

”Som en del af det landsdækkende DK2020 samarbejde har Hedensted Kommune forpligtet sig til et mål om 70% reduktion af kommunens CO2-udledning inden 2030 – og for mig er det glædeligt at se at samarbejde mellem kommunen og det lokale erhvervsliv kan bidrage til dette”.

DK2020-projektet omfatter 94 kommuner, som sammen skal udvikle handlingsorienterede klimaplaner for at definere, hvordan hver enkelt kommune kan bidrage til at nå de nationale mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 og nå en netto nul-udledning senest i 2050. Biogasanlægget er dermed et godt eksempel på, hvordan man lokalt kan udvikle konkrete løsninger, der kan inspirere til flere offentlig-private samarbejder både i Danmark og i udlandet.

Om Palsgaard

Som specialist i emulgatorer hjælper Palsgaard den globale fødevareindustri med at få mest muligt ud af muligheden for at blande olie og vand.

Takket være virksomhedens specialiserede emulgatorer (og emulgator-/stabilisatorsystemer) kan bageri-, chokolade-, mayonnaise-, mejeri-, is-, margarine- og kødproducenter samt producenter af plantebaserede fødevarer forbedre kvaliteten og forlænge holdbarheden af ​​deres produkter. Samtidigt kan de producere sundere produkter med færre kalorier, men med forbedret smag, mundfornemmelse og tekstur, mens de bruger færre ressourcer.

Siden grundlæggeren Einar Viggo Schou opfandt den moderne plantebaserede fødevareemulgator i 1917, har Palsgaard delt sin viden med den globale fødevarebranche. Fra sine seks applikationscentre rundt om i verden hjælper Palsgaards erfarne fødevareteknologer sine kunder med at optimere eksisterende opskrifter og udvikle nye, lækre produkter med bedre ernæringsprofiler.

Palsgaard hjælper fødevareproducenter med at imødekomme forbrugernes og regulatoriske krav om større ansvar, og hjælper dem med at vækste og beskytte deres brands. Virksomheden er i øjeblikket verdens eneste kommercielle kilde til fuldt bæredygtige emulgatorer baseret på RSPO SG-certificeret palmeolie og produceret af CO2-neutrale fabrikker i Danmark, Holland, Mexico, Brasilien, Kina og Malaysia. Virksomhedens produkter er GMO-fri og opfylder halal- og kosher-krav.

Virksomhedens fødevareemulgatorer sælges også til polymerindustrien hvor de anvendes som et sikkert, effektivt og bæredygtigt alternativ til traditionelle petrokemiske additiver i eksempelvis fødevareemballage hvor de reducerer dug og ophobning af statisk elektricitet.  

Palsgaard er ejet af Schou-Fondet og har 618 ansatte fordelt på 17 lande. Dens omsætning i 2020 var på 245 millioner USD (1,5 milliarder DKK) med produkter solgt til mere end 120 lande.

For yderligere information kontakt venligst

Mette Dal Steffensen, Senior Marketing Specialist, Palsgaard A/S
[email protected] | +45 2073 4534